NÅR VI VIL FOR MEGET

Jeg har haft en sød ung kvinde til stresshåndtering. Hun faldt om en dag. Kom på sygehuset. Blev checket. Fejlede ikke noget. Diagnosen var stress.

Denne søde unge kvinde er ansat i et privat firma, har mand, børn og hus. Hun vil gerne gøre det hele så godt. Være perfekt på alle planer. Være en god og dygtig kollega, en dejlig kæreste, se godt ud, være en perfekt mor (pædagogisk og politisk korrekt på alle planer), have et flot hjem, køre i den rigtige bil, bo i det bedste kvarter osv.osv. Alle de materielle goder kræver en del penge – hvorfor denne kvinde og hendes mand arbejder temmelig meget, - for der skal jo mange penge til at have det flotteste hus, ting, bil osv.

Det der -ste er noget værre noget – dygtigste, bedste, dejligste, kærligste, flotteste – hvad er der galt med bare at være dygtig, god, kærlig osv. – hvorfor stræbe efter at være den bedste ift. alt det der kan ses udadtil – det er store krav vi kan komme til at stille til os selv. Vi er nødt til at sænke kravene og være TILFREDSE med det vi er, det vi kan, det vi gør.

Denne unge kvinde var meget ked af det, følte uro i kroppen, havde myldretanker med bekymring, ængstelse og var bange for, at hun aldrig ville få det bedre og ikke kunne komme tilbage til hendes arbejde. 

Måske skulle denne unge kvinde og hendes mand lave en tilstandsrapport på deres liv. NOGLE GANGE ER VI NØDT TIL AT SORTERE I VORES LIV – tage det op til revision. Hvordan har jeg det egentlig, - hvad fungerer godt i mit liv, - hvad kunne der ændres på? Hvad vil jeg gerne? Hvad giver værdi?

Mange mennesker kommer til at prioritere således:

1.       arbejde

2.       familien

3.       mig

Når MIG kommer til sidst bliver det farligt. For det er vigtigt at ”fylde på MIG” for at lade op – for at have energi til arbejde og familie. Eksempelvis – gør noget godt for dig selv hver dag – bare en lille ting – det kunne fx være at cykle på arbejde (du får både frisk luft og motion) eller gå en tur (du får motion, frisk luft, det er stressnedsættende) eller se en serie/læse blad – eller noget helt andet HVAD ER GODT FOR DIG?

OG hvad med at blive DIN EGEN BEDSTE VEN? Forkæle dig selv, rose dig selv, som vi roser vores børn eller vores kæreste. ”Hvor ser jeg godt ud”,” jeg er god til mit arbejde”, ”jeg er sød og hjælpsom overfor mine kollegaer”, ”jeg prioriterer mine børn først – og det er godt”,” jeg er god til at lade skidtet ligge”, ”jeg sagde fra – hvor var det bare flot”, ”jeg har det dejligt når jeg ikke laver noget og det er ok” osv. osv.

Siden jeg fik børn for mange år siden, har jeg bl.a.levet efter denne enkle leveregel: AT JEG HVER DAG SKULLE GØRE NOGET GODT FOR MIG SELV. Egoistisk? Nej – for hvis vi ikke passer på os selv/”fylder vores egen beholder” op/giver os selv noget/selv får energi, - jamen så kan vi ikke give noget til andre, - og hvad er mere væsentligt end at kunne give noget til sine børn/andre? (man får også så meget igen) For mit eget vedkommende kunne det være at gå en tur, strikke, plukke blomster og lave buketter, stå meget tidligt op og motionere inden familien vågner, cykle fremfor at tage bilen, male et billede, læse et dameblad, tage en middagslur, gå tidligt i seng, tage fodbad.

Det kan være svært at sige fra/stå af ræset/vælge noget fra, - men prøv det og prøv at nærme dig denne prioritering:

1.       MIG

2.       familien

3.       arbejde

Ved at være god ved dig selv, forkæle dig, gøre ting du godt kan li, være tro mod dine værdier – lader du op – og dermed kan du give noget til både familien og dit arbejde. Og mon ikke det kommer tifold tilbage?

Jeg har ofte i mit arbejde som visitator/ergoterapeut mødt mennesker sidst i livet, der fortryder, at de ikke var noget mere for familien, - men arbejdede alt for meget. Jeg har aldrig mødt nogen, der fortrød de havde været for meget sammen med deres familie!!! SÅ EN OPFORDRING HERFRA – øv dig i ovenstående prioritering MIG-FAMILIE-ARBEJDE.

Denne unge kvinde fik lektier for: en gåtur hver dag, forkæle sig selv og nogle enkle øvelser. Allerede efter 3 dage, havde hun det meget bedre og fortsatte med øvelserne. Hun fik herefter en ny opgave: at føre stressdagbog – og udfra denne kom hendes negative tanker om sig selv frem. Ny lektie: øvelse til at ændre sine negative tanker. Efter 2 gange stresshåndtering mødte jeg en rolig, glad kvinde med mod på at ændre nogle vaner og prøve at arbejde med sine tanker.

AT ændre vaner/mønstre/tanker er ikke nemt og ikke noget, man bare lige gør – men det kan altid lade sig gøre at ændre lidt – og det kan så blive til mere. Et skridt ad gangen mod et liv i balance uden stress.

Giv dit liv en tilstandsrapport.

God arbejdslyst.

Kontakt mig endelig mhp. et forløb – kortere eller længere – og hvis du er interesseret i at ændre noget, virker det ret hurtigt.